Thomas Vinterberg og fortællingerne, der rejser ud i verden

Thomas Vinterberg er en af de danske instruktører, der for alvor har fået nationale erfaringer til at indgå i en international filmsamtale. Hans film bevæger sig ofte mellem det private og det samfundsmæssige: familier, venskaber og fællesskaber bliver sat under pres, mens karaktererne må forholde sig til ansvar, skam, sorg og behovet for at høre til.

Fra Den Danske Filmskole til Dogme 95

Vinterberg blev født i 1969 og uddannede sig på Den Danske Filmskole, hvorfra han dimitterede i 1993. Hans afgangsfilm Sidste omgang vakte opmærksomhed og blev fulgt af spillefilmen De største helte fra 1996. Filmen viste allerede hans interesse for mennesker, der forsøger at finde en vej gennem komplicerede relationer og livsomstændigheder.

I 1995 var Vinterberg sammen med Lars von Trier med til at formulere Dogme 95-bevægelsen. Manifestet og de såkaldte kyskhedsløfter opstillede regler for filmskabelsen, blandt andet om brugen af naturlige locations, håndholdt kamera og begrænsninger på tekniske og visuelle virkemidler. Målet var at rette opmærksomheden mod historien, skuespillet og situationerne frem for en poleret filmisk overflade.

Vinterbergs Festen fra 1998 blev den første film, der officielt blev præsenteret som en Dogme 95-film. Den foregår under en families fest, hvor en alvorlig afsløring ændrer stemningen og tvinger familiemedlemmerne til at forholde sig til fortidens overgreb og tavshed. Filmen modtog Juryens pris på filmfestivalen i Cannes i 1998 og blev et tydeligt eksempel på, hvordan en begrænset produktionsform kunne skabe stærk dramatik.

Familien som dramatisk rum

Et gennemgående træk i Vinterbergs film er, at konflikterne sjældent kun handler om én person. De udfolder sig i grupper, hvor alle har en rolle og et ansvar. I It’s All About Love fra 2003 arbejdede han i en international og engelsksproget sammenhæng. Senere skrev han manuskriptet til Dear Wendy fra 2005, som blev instrueret af Vinterberg efter manuskript af Lars von Trier.

Med Submarino fra 2010 vendte han tilbage til en dansk fortælling om to brødre, der bærer på en vanskelig fælles fortid. Filmen er baseret på Jonas T. Bengtssons roman og undersøger, hvordan svigt, afhængighed og omsorg kan eksistere side om side. Den viser også en side af Vinterbergs arbejde, hvor social udsathed behandles uden at blive reduceret til en enkel forklaring.

Jagten fra 2012 blev et af hans mest omtalte værker. Mads Mikkelsen spiller en lærer, hvis liv ændres, efter at en urigtig anklage spreder sig i et lille lokalsamfund. Filmen handler ikke kun om selve anklagen, men også om kollektiv frygt, rygter og den hastighed, hvormed et fællesskab kan vende sig mod et menneske. Mikkelsen modtog prisen som bedste mandlige skuespiller i Cannes, og filmen blev nomineret til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film.

Fra Danmark til internationale produktioner

Vinterbergs karriere har også omfattet film på andre sprog og med internationale hold. Far from the Madding Crowd fra 2015 er en engelsksproget filmatisering af Thomas Hardys roman. I Kollektivet fra 2016 vendte han tilbage til et dansk miljø og skildrede et bofællesskab, hvor idealer om fællesskab bliver udfordret af kærlighed, jalousi og forskellige opfattelser af frihed.

Den internationale film Kursk fra 2018 tog udgangspunkt i ubåden Kursks forlis i 2000. Filmen fortsatte Vinterbergs arbejde med fortællinger, hvor enkeltmennesker står over for større institutioner og systemer. Samtidig markerede den hans fortsatte bevægelse mellem danske projekter og produktioner med et bredere internationalt publikum.

Druk og spørgsmålet om balance

I Druk fra 2020 følger man fire gymnasielærere, der afprøver en teori om, at mennesker fungerer bedre med en konstant, moderat alkoholpromille i blodet. Filmen begynder som et eksperiment, men udvikler sig til en undersøgelse af livsmod, kontrol, venskab og grænserne mellem fornyelse og selvdestruktion.

Filmen blev belønnet med en Oscar for bedste internationale film. Den internationale anerkendelse gjorde ikke alene Vinterberg kendt uden for Danmark, men viste også, at en historie med et tydeligt dansk miljø kunne rejse langt, fordi dens grundlæggende spørgsmål er genkendelige: Hvordan finder man glæde og retning i voksenlivet, og hvad sker der, når et forsøg på at ændre hverdagen mister sin kontrol?

Druk blev også præget af en personlig tragedie. Vinterberg har offentligt fortalt, at hans datter Ida døde i en trafikulykke kort før optagelserne begyndte, og at filmen senere blev knyttet til hendes minde. Oplysningen bør forstås som en del af filmens dokumenterede tilblivelseshistorie, ikke som en forklaring, der alene skal bestemme, hvordan værket fortolkes.

Et dansk blik med international rækkevidde

Thomas Vinterbergs betydning ligger først og fremmest i hans evne til at skabe film, hvor konkrete miljøer bliver udgangspunkt for større spørgsmål. Et familiebord, et lærerværelse, et bofællesskab eller en gruppe venner kan hos ham udvikle sig til et sted, hvor normer og loyaliteter bliver synlige.

Hans film er ikke ens i stil eller genre. Nogle er præget af Dogme 95’s direkte udtryk, mens andre er mere klassiske eller internationalt producerede. Sammen viser de en instruktør, der har arbejdet på tværs af formater og sprog uden helt at slippe interessen for fællesskabets mekanismer. Det er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor hans fortællinger har kunnet bevæge sig fra danske biografer ud i verden.

Vinterbergs karriere er dermed ikke kun historien om enkelte prisbelønnede film. Den er også et eksempel på, hvordan dansk film kan tage udgangspunkt i lokale erfaringer og samtidig stille spørgsmål, som publikum i andre lande kan genkende og diskutere.